Vil du være slank, skal du gå til diætist
Det er ligegyldigt, hvilken slankekur du vælger. Hvis du vil være sikker på at tabe dig, er det eneste rigtige at gå til diætist. Det viser to udenlandske studier, som får bifald fra en dansk slankeforsker. af Thomas Hoffmann, Videnskab.dk
Du kan spise 10 æg om dag, gå på proteinslankekur og droppe hvidt brød alt det, du vil. Men hvis du virkelig vil have et vægttab, der holder, skal du have professionel hjælp fra en diætist.
Det viser erfaringerne fra to nye, store slankeundersøgelser, der får opbakning fra en dansk slankeforsker.
»Det lyder måske banalt, men det er altså vigtigt at slå fast, at det virkelig hjælper, hvis man får vejledning, rådgivning og opbakning af en professionel. Jo hyppigere du kommer til diætist eller motionsvejledning, desto større er sandsynligheden for, at du mærker de gunstige effekter og får et bedre og mere varigt vægttab,« konstaterer Thomas Meinert Larsen, adjunkt og leder af forskningsgruppen for 'Fedme og appetitregulering' på LIFE på Københavns Universitet.
Omfattende undersøgelse
Den ene undersøgelse har fulgt 811 overvægtige voksne i to år. Deltagerne blev inddelt i grupper, som efter planen skulle indtage meget protein og lidt protein, lidt fedt og meget fedt samt få og mange kulhydrater.
Forskerne konkluderer i New England Journal of Medicine, at ligegyldigt hvilken kur man kommer på, taber man sig, så længe man spiser færre kalorier.
Det er ikke bare for sjov, man går til diætist. Det har en målbar effekt
- Thomas Meinert Larsen
Ifølge Thomas Meinert Larsen er undersøgelsen både omfattende og professionelt lavet, men alligevel er han uenig i den del af konklusionen. Det er nemlig ikke lykkedes forskerne at holde deltagerne på den planlagte kost gennem hele forløbet.
Til gengæld giver undersøgelsen et solidt indtryk af, at deltagernes vægttab på omkring tre kilo havde at gøre med, hvor hyppigt de havde deltaget i gruppemøder hos en diætist. Forfatterne konkluderer da også selv, at »deltagelse var stærkt forbundet med vægttab på omkring 0,2 kg pr. fremmøde«.
En hjælp mod hverdagen
I en anden undersøgelse deltog 376 overvægtige patienter, som fulgte fem forskellige forløb. Forskerne fulgte deltagerne i seks måneder og konkluderer i tidsskriftet Annals of Internal Medicine, at den mest intensive vejledning også giver det bedste vægttab.
Du skal være motiveret for en slankekur, for ellers kan du ikke se nogen effekt, når du efter nogle måneder træder op på vægten igen. (Foto: Colourbox)
»Virkeligheden for langt de fleste er, at de kun formår at følge et kostprogram i starten af et forløb, og så bliver det hverdag igen,« forklarer Thomas Meinert Larsen.
»Det kan godt være, at det har en betydning, hvordan kosten er strikket sammen ud over de officielle anbefalinger, men jeg kan sige, at det med ret stor sandsynlighed har større betydning, om man er motiveret, får opbakning fra baglandet og generelt evner at ændre sin livsstil. Og nu er det altså dokumenteret, at det har det har en praktisk effekt, at man får professionel instruktion undervejs,« konstaterer han.
Undersøgelsen af de fem forskellige forløb konkluderer desuden, at folk får lige så meget ud af at tale hyppigt i telefon med deres diætist, som de får af at møde diætisten ansigt til ansigt.
artikel fra videnskab.dk - læs her
Artiklen ‘Comparison of Weight-Loss Diets with Different Compositions of Fat, Protein, and Carbohydrates'. N Engl J Med. 2009 Feb 26;360(9):859-73.
Artiklen 'Comparison of Methods for Delivering a Lifestyle Modification Program for Obese Patients'. Ann Intern Med. 2009 Feb 17;150(4):255-62.
Thomas Meinert Larsens profil (KU)